Vi bruger Cookies

Ved at benytte accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Fedt

Æg indeholder 9,9 g fedt pr. 100 g, og bidrager med ca. 62% af den totale mængde energi i æg, idet fedt indeholder 37 kJ/g. Fedt fra æg udgør 2 % af danskernes samlede daglige indtag af fedt.

Fedtstoffer kaldes også lipider, og dækker over en gruppe af stoffer som er uopløselige i vand. I kroppen findes bl.a. fedtsyrer, triglycerider, fosfolipider og steroler.
Fedt har mange forskellige funktioner i kroppen, afhængig af hvilken type der er tale om. Det fungerer bl.a. som energilager, som bærestof for vitaminer og så indgår det i opbygningen af cellernes membraner. Dertil er nogle fedtsyrer livsnødvendige, mens andre typer af fedt ikke bør indtages i for store mængder. Det er derfor vigtigt, at man både er opmærksom på, hvor meget fedt man spiser, og hvilken slags fedt der er i maden.

Fedtsyrerne kan opdeles i mættede og umættede afhængig af strukturen. De mættede fedtsyrer forekommer i både vegetabilsk og animalsk fedt.
Kostens indhold af mættet fedt skal holdes lavt, da det ellers kan øge risikoen for livstilssygdomme.  
De umættede fedtsyrer opdeles yderligere i enkelt eller flerumættede fedtsyrer - forskellen ligger også her i opbygningen af molekylet. De mest omtalte flerumættede fedtsyrer er de essentielle fedtsyrer n-3 og n-6. Disse fedtsyrer har væsentlige funktioner i organismen, men kan ikke dannes i kroppen og skal indtages gennem kosten.

Fedtsyrerne i danske æg fordeler sig med 32 % mættede fedtsyrer, 46 % monoumættede fedtsyrer og 22 % polyumættede fedtsyrer. Æg indeholder også de essentielle n-3 og n-6 polyumættede fedtsyrer. De udgør henholdsvis 3,2 % og 16,6 % af det totale fedtsyreindhold.

Kolesterol er en sterol, der både indgår i cellemembraner og bl.a. bruges til produktion af galdesyrer, D-vitamin og kønshormoner i kroppen. Kolesterol dannes i kroppen, men tilføres også med kosten fra animalske fødevarer. Æg har et højt indhold af kolesterol, som primært findes i æggeblommen. Indholdet af kolesterol skal dog ikke holde os fra at spise æg, da forskning viser, at blodets kolesteroltal i højere grad afhænger af kosten indhold af mættet fedt og ikke kolesterol.

 

Kilde:
”Menneskets ernæring”, A. Astrup mfl., 4. udgave, 2015
Sundhed.dk, https://www.sundhed.dk/
Altomkost.dk, https://altomkost.dk/, Miljø- og Fødevareministeriet, 2018
”Æg i kosten og betydningen for sundhed og sygdom”, DTU Fødevareinstitut, 2011