Vi bruger Cookies

Ved at benytte accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Protein

Protein er en af de tre makronæringsstoffer, sammen med fedt og kulhydrat, og indeholder 17 kJ pr. g. Proteiner er opbygget af en lang kæde sammensat af 20 forskellige aminosyrer. Ud af disse 20, klassificeres ni af dem som essentielle. At en aminosyre er essentiel, betyder at kroppen ikke selv kan danne den, og vi dermed skal indtage det gennem vores kost. Ægget indeholder alle ni; fenylalanin, histidin, isoleucin, leucin, lysin, methionin, threonin, tryptofan og valin. Det er rækkefølgen af aminosyrer det bestemmer, hvilket protein der er tale om. Der findes et hav af proteiner i kroppen og hver især har de en funktion. Nogle proteiner bruges til at danne nyt væv og vedligeholde muskler. Andre optræder i cellens processer, eller fungerer som enzymer og hormoner.

Æggets protein har en høj kvalitet. Dette skyldes proteinernes aminosyresammensætning, som i høj grad ligner den fordeling af aminosyrer, som børn og voksne har brug for. Dertil er optagelsesprocenten af protein fra æg 97%, hvilket gør ægget til en ideel proteinkilde med høj biotilgængelighed. Til sammenligning optages 91 % af protein fra kød og fisk, mens protein fra bønner kun optages med 78 %.

Æg indeholder ca. 12,5 g protein pr. 100 g, svarende til mellem 6-8 g protein pr. æg afhængig af størrelsen. Både æggeblommen og æggehviden bidrager med protein – faktisk indeholder blommen 1,5 gang så meget protein pr. 100 g, som hviden. Den høje mængde af protein gør at æg mætter godt.

Af æggets ca. 80 kcal bidrager protein med 36% af energien. Derfor kan ægget mærkes med den EU-godkendte ernæringsanprisning, ”Højt indhold af protein”, som kræver at minimum 20% af energiindholdet stammer fra protein.

Æg er en miljøvenlig kilde til animalsk protein. Produktionen af æg udleder mindre CO​2 pr kilo råvarer end produktion af okse-, svine- og kyllingekød, samt fisk, skaldyr og ost.

 

Kilder:

”Æg & Sundhed, vidensopsamling 2018”, Landbrug og Fødevarer, 2018

” Frida.fooddata.dk”, DTU Fødevareinstituttet, 2018

 ”Ernæringsanprisning”, Fødevarestyrelsens hjemmeside, 2018, https://www.foedevarestyrelsen.dk/Selvbetjening/Vejledninger/anprisningsvejledning/Sider/4-Ernaeringsanprisninger.aspx

“Reducing food’s environmental impacts through producers and consumers”, J. Poore og T. Nemecek, 21.9.2018

”Menneskets ernæring”, A. Astrup mfl., 4. udgave, 2015