Danskernes indtag af æg
Landbrug & Fødevarer har igen i 2025, i samarbejde med Danske Æg, undersøgt danskernes holdning til og brug af æg. Halvdelen af danskerne spiser æg et par gange om ugen, mens knap hver fjerde spiser æg dagligt eller næsten dagligt. Omvendt nøjes 21 pct. med et par gange om måneden. Tallene understreger æggets stærke position i hverdagsmaden - 3 ud af 4 danskere spiser æg mere end én gang om ugen.
De øvrige vigtigste indsigter er:
Æg er en fast del af danskernes hverdag: Tre ud af fire danskere spiser æg mere end én gang om ugen, og gennemsnittet ligger på omkring fire æg pr. uge. Ældre spiser oftere æg end unge, og børnefamilier med større børn har et særligt højt forbrug. De mest populære måder at spise æg på er spejlæg, blødkogte og hårdkogte æg, røræg, omelet og æg på rugbrød.
Sundhed og protein er centrale budskaber: Størstedelen af danskerne forbinder æg med sundhed, især på grund af det høje proteinindhold og den gode mæthed. Æg ses som en naturlig og nærende del af kosten, men der er stadig nogle, der forbinder æg med forhøjet kolesterol og usikkerhed om sundhed.
Pris, dyrevelfærd og dansk oprindelse styrer valget: Danskerne vægter pris højest ved køb af æg, efterfulgt af dyrevelfærd og dansk oprindelse. Økologi og friskhed har også betydning, mens smag spiller en mindre rolle. Yngre prioriterer pris markant mere end ældre, som vægter dansk oprindelse og pris lige højt.
Skrabeæg og økologiske æg - nu side om side i indkøbskurven: 31 pct. køber typisk økologiske æg, og nu gælder det samme for skrabeæg. I 2025 deler skrabeæg førstepladsen med økologiske æg, hvilket viser, at skrabeæg har vundet indpas det seneste år. Den stigende interesse kan pege på en vis prisfølsomhed i en tid med højere fødevarepriser.
Potentiale for øget forbrug – især blandt unge og studerende: Selvom de fleste forventer at spise samme antal æg fremover, ønsker hver sjette at spise flere. Det gælder især unge og studerende, som prioriterer nemhed og fleksibilitet.
Klimavenlighed og madspild er underkommunikeret: Mange danskere er usikre på ægs klimaaftryk og rolle i at kunne reducere madspild. Kun en mindre del opfatter æg som klimavenlige, og halvdelen ved ikke, at æg kan hjælpe med at mindske madspild.