Omelet med æble-rugbrødscrunch

 
omelet-med-aeble-rugbroedscrunch.jpg
 

Det skal du bruge

2 personer
Ca. 20 minutter

 
  • 1½ skive rugbrød

  • 1-2 æbler, ca. 150 g

  • 1 tsk olie

  • 1½ spsk brun farin

  • 2 æg

  • 1/4 dl minimælk

  • 1½ spsk flormelis

  • ½ tsk vaniljesukker

 

Sådan gør du

Smuldr rugbrødet. Rist det på en tør pande. Vend jævnligt. Når det er sprødt kommes det på en tallerken. 

Skær æblerne i både.

Varm en pande op med ½ tsk olie. Tilsæt brun farin og æblebåde.

Rist det sammen på panden ca. 5 minutter, mens der hele tiden vendes rundt i det. Kom blandingen på en tallerken. 

Del æggene i blommer og hvider.

Pisk blommerne sammen med mælk, ½ spsk flormelis og vaniljesukker.

Pisk æggehviderne stive. Vend æggehviderne forsigtigt rundt i blommemassen med en dejskraber. 

Varm en pande op med ½ tsk olie. Hæld æggemassen på. Læg låg på. Lad den bage ved svag varme ca. 10 minutter.

Når omeletten er gennembagt løsnes den forsigtig fra panden og lad halvdelen af omeletten glide over på et serveringsfad.

Fordel 2/3 af æbleblandingen herpå. Fold resten af omeletten over.

Drys resten af æblefyldet og rugbrødscrunch over. Pynt med 1 spsk sigtet flormelis.

Tips

  • I stedet for æbler kan pærer i både bruges – evt sammen med revet ingefær. Halvt æbler og halvt brombær kan også bruges.

ENERGIFORDELING

Energifordeling og -indhold pr. person

Protein 15% 
Kulhydrat 54% 
Fedt 31% 
2060 kJ – 490 kcal

Anina Kjær