Skrabeæg

Skrabeæg produceres af høner i flokke på 3.000 til 20.000 stk., men ofte er de opdelt i flokke på 6.000 høner. Hønerne lever indendørs i stalde, hvor de kan gå frit rundt og bevæge sig rundt i systemet og skrabe i strøelse. Der må højest være 9 høner pr. m2. 

En skrabehøne...

  • ...lægger æg i ca. 454 dage (ca. 15 måneder), hvorefter den udsættes (slagtes eller sælges). 

  • ...lægger omkring 403 æg svarende til ca. 24,5 kg i denne periode dvs. 6 æg om ugen. 

  • ...spiser ca. 53,4 kg. foder i æglægningsperioden.

I staldene skal der ikke være vinduer, til gengæld er der krav om reder og siddepinde til hønerne samtidig med, at mindst 1/3 af gulvarealet skal dækkes med strå, høvlspåner, sand eller tørv. Hønerne må ikke næbtrimmes.

Anina Kjær
Økologiske æg

Økologiske æg kommer fra høner, som kan bevæge sig frit i stald og på udeareal, og som bliver fodret med økologisk foder. I staldene skal hønerne udover dagslys have reder og siddepinde, og der må maksimalt være 6 høner pr. m2 . Derudover skal mindst 1/3 af gulvarealet være dækket med enten strå, høvlspåner, sand eller tørv. Hønerne må ikke næbtrimmes.

En økologisk høne... 

  • ...lægger æg i ca. 410 dage (ca. 13,5 måneder), hvorefter den udsættes (slagtes eller sælges).

  • ...lægger omkring 366 æg svarende til 22 kg i denne periode dvs. 6 æg hver uge. 

  • ...spiser ca. 48 kg. foder i æglægningsperioden, men fortærer herudover en del grovfoder.

Der er op til 3.000 høner i en flok.

Ligesom andre økologiske dyr, skal hønerne have mulighed for at komme ud året rundt. Hver høne skal have mindst 4 kvadratmeter udeareal. Derudover skal der være mere end én hønsegård, så de enkelte hønsegårde kan være fri for høner mindst 60 dage om året eller 120 dage hvert andet år i vækstsæsonen, så vegetationen kan gro frem igen.

Anina Kjær
Frilandsæg

Frilandsæg produceres af fritgående høner. De fritgående høner lever i flokke á 3.000 til 12.000 stk., men ofte er de opdelt i flokke på 6.000 høner. De har adgang til både stald og hønsegård. I stalden er der krav om, at der højst må være 9 høner pr. m2 . Derudover skal der være reder og siddepinde samt strøelse i mindst 1/3 af gulvarealet i form af enten strå, høvlspåner, sand eller tørv. Der er ikke krav om vinduer i stalden.

En fritgående høne...

  • ...lægger æg i ca. 405 dage (ca. 13,5 måneder), hvorefter den udsættes (slagtes eller sælges). 

  • ...lægger omkring 350 æg svarende til 21,7 kg i denne periode dvs. 6 æg hver uge. 

  • ...spiser ca. 48 kg. foder i æglægningsperioden.

I hønsegården, som høner har adgang til om dagen, skal der være areal svarende til 4 m2 jord pr. høne og jorden skal i en vis udstrækning være dækket af vegetation. De fritgående høner må ikke næbtrimmes.

Anina Kjær
Buræg

I burægproduktionen går hønerne i små grupper i stimulusberigede bure, hvor de har adgang til både rede, sandbad, siddepind og til at slibe kløer. Denne type bure er lovkrav i EU, men i resten af verden har man ikke de samme regler.

En burhøne...

  • ...lægger æg i ca. 454 dage (ca. 15 måneder), hvorefter den udsættes (slagtes eller sælges)

  • ...lægger omkring 414 æg svarende til 26 kg i denne periode dvs. 6 æg om ugen.

  • ...spiser ca. 50 kg. foder i æglægningsperioden.

Hver høne skal have 750 cm2 burareal , og der må maksimalt være 10 høner i et bur. Der er krav om strøelse, reder, kloslibningsanordninger og siddepinde. Der behøver ikke at være vinduer i stalden, og hønerne kommer ikke ud i en hønsegård, men lever i bure. Hønerne må ikke næbtrimmes.

Anina Kjær